Kolding Kommune: For få pædagoger går ud over børns trivsel

Uddannede pædagoger er afgørende for børns udvikling og trivsel i dagsinstitutioner. Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund, BUPL, anbefaler en pædagogsandel på mindst 80 procent. Det lever man ikke op til i Kolding Kommune

Ikran Abdi Aziz Mohamed

Uuddannede personale udgør næsten halvdelen af andelen i Kolding Kommune. Dette kan være med til at have konsekvenser for børns trivsel og nærvær. Mange dagsinstitutioner ansætter flere pædagogmedhjælpere, fordi det er langt billigere end at ansætte pædagoger. I ’Børnehuset Ved Åen’ udgør pædagogmedhjælpere 45% af personalet, og Charlotte Neess Hansen, daglig leder, mener, at dette er et bevidst valg, da det er vigtigt, at der er personale til hele dagen. Hun er klar over, at pædagoger er med til at forøge kvaliteten.

”Kigger man på kvalitet i forhold til indholdet af dagen, så er det klart, at det er pædagogerne, der er med til at kigge på børnegrupper og kigge på, hvad de har behov for – både det enkelte barn, men også hele børnegruppen,” siger hun.

Besparelser på dagsinstitutionsområdet og konsekvenserne

Et problem mange dagsinstitutioner løber ind i er mangel på penge, da Kolding Kommune har valgt at spare 3,5 millioner kroner på dagsinstitutionsområdet i 2021. Derfor falder andelen af pædagoger i kommunen, og børnene overses. Lasse Søgaard Jensen, som er en del af udvalget i BUPL, advarer om de mange konsekvenser, der er ved en lav pædagogandel.

”Enhver kan passe børn og sørge for, at de har det godt, men det med at kigge på, hvad der skal til for at barnet trives, og hvordan barnet udvikler sig kræver en uddannelse,” siger Lasse Søgaard Jensen.

”Det kan godt være, at pædagogmedhjælpere er dygtige, men de bliver typisk udskiftet ret hurtigt, da de fleste holder sabbatår, og derfor kan det være svært at argumentere for kvalitet,’ fortsætter han.

Charlotte Neess Hansen ser ikke den lave pædagogandel som en konsekvens. Hun mener, at kvalitet kan være mange ting, men at hun gerne vil have en højere pædagogandel, men økonomien rækker ikke.

’Jeg vil da rigtig gerne have at vi har en pædagogandel på 80%, men det skal der penge til, og så længe der ikke følger penge med, så handler det også om, at der er hænder nok,” siger hun.

Væsentligheden af uddannet personale

Ifølge Charlotte Neess Hansen er deres medhjælpere dygtige, og hun mener, at de sagtens kan udføre aktiviteter med børnene under anvisning fra en pædagog. Dette menerBUPL er et problem. Pædagoger bruger en del tid på at instruere det uuddannede personale i, hvad de skal gøre. Det er vigtigt, at pædagogerne er sammen med børnene, mener de.

Det er også væsentligt for de mange forældre, som afleverer deres børn hver morgen. Ifølge BUPL fremhæver næsten halvdelen af forældre, i blandt andet Billund Kommune, uddannet personale som en af de vigtigste grunde til at søge en vuggestueplads.

Dennis Duggen er forælder til to børn som går i Børnehuset Ved Åen, og han håber på en forbedring i pædagogandelen. Han mener, at ”det vigtigt, at pædagogernes arbejde ikke kommer til kort i forhold til medhjælpernes tid”.

”Jo tidligere end indsats man kan lave i børnehaven, jo bedre ville det være for børn,” siger han.

Han er dog selv ganske tryg ved at aflevere sine egne børn i dagsinstitutionen, for han mener ikke, at de har behov for en ekstra indsats. Han påpeger dog stadig væsentligheden i pædagogandelen, for – ”der er andre børn i samfundet, som har behov for en ekstra indsats, og her rækker medhjælperes kompetencer ikke,” afslutter han.

Forbedring af pædagogandelen

Børne- og Ungdoms Pædagogernes Landsforbund kæmper for at øge pædagogandelen i kommunerne. Planen er at påvirke politikkerne til det kommende kommunalvalg og hæve standarden for, hvordan det skal se ud på dagsinstitutioner i fremtiden. Målet er, at der i 2025 skal være 75% enten uddannede pædagoger, eller elever som er i gang med uddannelsen.