Ambitiøse stadionplaner i Kolding IF: Vil inddrage lokalsamfundet

Både grøn inddragelse og aktivering af kommunens borgere er en del af planerne for det nye stadionbyggeri 

Signe Jacobsen

Drømmen om et nyt stadion fylder en stor del i bevidstheden hos fodboldklubben Kolding IF. Ambitionen er, at byggeriet vil skabe flere arbejdspladser, hvor en del af kommunens flexjobbere kan komme i oplæring. I de nye planer regner man også med at skabe flere klimavenlige initiativer.

Vil give tilbage til lokalsamfundet

Ambitionen for stadion og dets videre udvikling er blandt andet at inkludere flere af byens flexjobbere, der skal sættes i arbejde, når stadionnet er ombygget og åbnet igen. På den måde regner Kolding IF nemlig at give tilbage til byens indbyggere, som de er dybt afhængige af.

Teknisk Chef hos Kolding IF, Frederik Lind kan berette om klubbens store drømme i forbindelse med opførelsen af et nyt stadion. Det har blandt andet været oppe at vende, om det kunne lade sig gøre at placere solceller på stadionnets tag. Desuden har klubben ambitioner om at bygge beholdere til regnvand, så plænen kan vandes på en mere bæredygtig måde.

Til grund for planerne om at give tilbage til lokalsamfundet, ligger foreningens store taknemmelighed til byens borgere.

”Det kommer til at betyde så meget for os og for byen, og vi ønsker at kunne tilbyde lokalsamfundet at her er trygt og rart, så de kan få en god oplevelse, når de kommer på stadion,” siger Frederik Lind. 

Det nye stadion

”5 år ude i fremtiden, drømmer vi om, at det nye stadion står færdigt. Det er det altoverskyggende mål,” siger Frederik Lind.

Det første spadestik er taget, og en ny bane er allerede lagt. Derudover er den gamle atletikbane omkring banen fjernet og rykket tættere på den nuværende hovedtribune. I løbet af foråret forventes det, at der skal laves 4 nye lysmaster.

Hvis alt går efter planen, og alle penge bliver bevilliget, er drømmen, at hovedtribunen som er det helt store punkt, vil stå færdig i sommeren 2023. Herefter vil indsatsen blive fokuseret på de to endetribuner, der gerne skal stå færdige to til tre år efter. 

Spørgsmålet er dog, om pengene til det nye stadion rækker. En stor del af summen har klubben selv finansieret i samarbejde med deres sponsorer. Den anden del skal bevilliges af kommunen og kommer til at have stor betydning for det videre projekt. Beløbet fra kommunen bliver behandlet af to omgange. Kolding Kommune starter behandlingen af forslaget i juni. 

Frederik Lind mener ikke, at det kommer til at have nogen økonomisk konsekvens for projektet, hvis fodboldholdet Kolding IF rykker ned i 2. division. 

Han tror dog på, at det nye stadion bliver et vigtigt vartegn for Kolding, og at det bliver til stor glæde for de mange, der passerer det hver eneste dag. Det vil også komme til at betyde meget for idrætsmulighederne og de lokale foreninger i byen.

”Det vil give meget til idrætten i byen at have et nyt, smukt samlingspunkt,” siger Frederik Lind.