Coronaudstilling åbner på museum i Kolding

Dansk Sygeplejerhistorisk Museum løfter sløret for, at de arbejder på tilblivelsen af en coronaudstilling. Hvornår udstillingen er klar til offentligt skue, er dog uvist

Signe Jacobsen

Leder for Dansk Sygeplejerhistorisk Museum, Trine Gjesing Antvor fortæller til avisen, at museet har en coronaudstilling på bedding. Udstillingen kommer til at indeholde mange af de ting, vi allerede har stiftet bekendtskab med det seneste år, men museet vil gerne inddrage et større perspektiv. 

Trine Gjesing Antvor kan dog ikke afsløre, hvornår udstillingen vil være klar til åbning.

Sygeplejersker i frontlinjen

Som det har været tilfældet i flere pandemier, krige og kriser gennem verdenshistorien, har sygeplejersker i dén grad stået i frontlinjen under coronakrisen. På sygehusene, testcentre og senest vaccinationsstederne, har sygeplejersker trukket det tunge læs, arbejdet på højttryk og udsat sig selv for smittefare. Derfor er det kun passende, at disse skal hyldes med en udstilling på Dansk Sygeplejerhistorisk Museum. 

Museet har allerede indsamlet diverse artefakter, der indtil videre har spillet en stor rolle i håndteringen af den verdensomspændende epidemi. Dette indebærer blandt andet udstyr til tests af coronavirus, vaccineglas og de kitler og andet sikkerhedsudstyr, som sygeplejerskerne har benyttet for at undgå smitte. DSHR har også arbejdet på at indsamle beretninger fra sygeplejersker i frontlinjen.

Der kommer dog til at gå lang tid, før udstillingen er klar til offentligt skue. Det er nemlig museets ambition at have det fulde overblik over pandemien, der som bekendt ikke er overstået endnu. DSHR vil gerne kunne samle den hele viden om pandemien, for at kunne drage paralleller og linjer til andre begivenheder i historien, som f.eks. Den Spanske Syge.

Virtuel rundvisning

På trods af de usædvanlige omstændigheder har museet haft mulighed for at byde et par gæster velkommen – blot online. Museet plejer hvert år at have besøg af de lokale sygeplejerskestuderende, og i år var ingen undtagelse. Dog blev det udført en smule anderledes end sædvanligt. De sygeplejerskestuderende kom i stedet med på en virtuel rundvisning på museet. Et initiativ, der blev taget godt imod.

Uset udstilling

Museet havde en udstilling klar, men har endnu ikke haft lov at invitere gæster indenfor. Udstillingen var ellers klar i januar, i forbindelse med 70 året for udsejlingen af Jutlandia. Udstillingen indebærer endnu engang sygeplejerskernes rolle i frontlinjen på Hospitalsskibet Jutlandia, der sejlede under Koreakrigen i 1950-1953. Et tæt samarbejde med forfatteren af ”Jutlandia – krig, kald og kærlighed” Helle Juhl ligger blandt andet til grund for udstillingen, hvorfra DSHR har fået lov til at låne dagbøger, citater og billeder.

Det er endnu uvist, hvornår museet får lov til at invitere offentligheden på besøg igen, men leder for museet, Trine Gjesing Antvor siger, at skulle det blive muligt, så er de klar. Hygiejnen har de i hvert fald styr på.