I dag blev hjemløse i Kolding vaccineret mod Covid-19

Det er glædens dag på Overmarksgården i Kolding Kommune. I dag er alle 29 indskrevne borgere blevet tilbudt en vaccine imod Covid-19, dermed er første stik blevet givet


Sara Bang

”Der er en masse mennesker her for at blive vaccineret i dag,” fortæller Alice Stegger glædeligt, der er socialrådgiver på Overmarksgården. I går eftermiddag fik de besked på, at der ville komme et vaccinationshold ud i dag og vaccinere de hjemløse. Forsorgshjemmet har i øjeblikket 29 indskrevne borgere og kan i alt huse 44 personer.

”Vi blev først informeret om det i går, og siden har vi været i gang med at informere borgerne om det. De er blevet mindet om det mange gange i dag og er løbende blevet orienteret. Vi har været rundt på alle væresteder og sige: ”nu er det nu” og ”er du sikker på, du ikke vil?” Det er gået meget smurt og godt,” siger Janni Pallesen, der er leder på Overmarksgården.  

Omkring kl. 15 var alle, der ville vaccineres, blevet vaccineret.

Hårde tider for de hjemløse
På mange måder har corona påvirket livet som hjemløs i Kolding. Alle væresteder i byen har haft indskrænkede åbningstider under nedlukningen, og det går ud over fællesskabet. 
”Vi har ikke de aktiviteter, vi plejer at have i folkekøkkenet, og det kan man virkelig mærke, har været hårdt for dem,” siger Helle Nymand, der er leder for folkekøkkenet i Kolding, en del af KFUM’s hjælpearbejde.

”Det er lidt som at tage deres lille familie fra dem,” tilføjer hun.         

På Overmarksgården har de været skånet for nedlukninger. De har kun haft et enkelt tilfælde af covid-19 under hele forløbet, og der blev borgeren isoleret på stedet med eget bad og toilet. ”Der har ikke været et testcenter på stedet, men vi har gerne kørt vores indskrevne borgere til teststeder rundt omkring i byen,” siger socialrådgiver på Overmarksgården, Alice Stegger.
   
Mere hjælp til vaccination
Sidste gang, der var en optælling af hjemløse i Kolding, lå tallet på 72. Alle dem, der er på forsorgshjemmene rundt omkring i kommunen, bliver også talt med i denne optælling. ”Der er altså ikke 72 gadesovere i Kolding. Det er faktisk ikke rigtig noget, man ser her, det er mest i de store byer,” fortæller Janni Pallesen. Der var planlagt en ny tælling her i uge 6, men den blev aflyst som følge af Covid-19. 

På Overmarksgården er der også tilknyttet en gadesygeplejerske, som laver lister på de hjemløse, der ikke er indskrevet hos netop dem, men alligevel holder til i Kolding. Det er fra misbrugscentrene, folkekøkkenet og værestederne. ”Der er lavet særlige borgerlister, så vi ved, hvem der ønsker en vaccine, så vi er klar til at hjælpe flere hjemløse borgere med at blive vaccineret,” siger Janni Pallesen.