Ny aftale på plads: Flere parkeringsmuligheder i Kolding centrum

(Billede af Ritzau Scanpix)

En aftale mellem Kolding Kommune og virksomheden ParkPrivate bliver senere i dag offentliggjort. Aftalen skal åbne op for brugen af omkring 150 flere parkeringspladser i Kolding centrum fra sommeren 2021

Frederik Berg

Der har længe været mangel på parkeringspladser i Kolding Centrum. En analyse foretaget af kommunen i 2018-2019 viste, at der manglede cirka 100 pladser, såfremt alle billister, der arbejder i midtbyen, skulle kunne parkere i nogenlunde afstand af deres arbejdsplads. Dette forventes afhjulpet via dagens aftale mellem By- og udviklingsudvalget og ParkPrivate.

Ifølge Jakob Ville (V), formand for byrådets trafikansvarlige udvalg, skal denne aftale til start frigive omkring 150 parkeringspladser i og omkring centrum fra sommeren 2021.

”Vi starter med at lave en aftale om et mindre antal parkeringspladser for at se, hvordan borgerne tager imod det. Hvis dette bliver en succes, kan det åbne op for flere. Lige nu går vi efter de lavt hængende frugter, altså hvor der er flere bynære parkeringspladser, så folk ikke efterfølgende skal gå så langt,” siger Jakob Ville(V)

Servicen, som skal åbne op for de ekstra parkeringspladser, hedder Visitor, og er udviklet af PrivatePark. Kommunen kan igennem servicen leje private parkeringspladser, der ikke bliver benyttet, og altså udnytte den overskydende p-kapacitet. Herefter kan borgerne gratis downloade app’en og frit benytte de ledige pladser. 

”Vi skal flytte adfærd”

Den nye aftale kommer i forlængelse af en lang række initiativer, der skal være med til at flytte adfærden blandt koldingenserne. Disse initiativer kommer ellers efter, at kommunen i 2021 havde afsat lige over 13 millioner kroner til opførslen af et parkeringshus i forbindelse med UC Syds byggeri. Dette er dog midlertidigt på standby, da man efterfølgende fandt ud af, at et sådant parkeringshus ville koste omkring 50 millioner kroner at opføre. 

De nye initiativer skal i stedet være med til at flytte adfærd og skabe et bedre flow i de parkeringsmuligheder, som Kolding huserer. Initiativer består blandt andet af at gøre flere parkeringspladser i centrum gratis, men tidsbegrænset til 3 timer. Dette skal sammen med den nye aftale løse parkeringsproblemerne på en mere økonomisk måde, når samfundet igen lukker op.

”Vi forsøger altså at flytte adfærd i stedet for bare at bygge nyt. Én parkeringsplads koster i gennemsnittet 100.000 kr. at opføre. Vi har altså vurderet, at det økonomisk giver bedre mening at gå ind og leje de her parkeringspladser. De skal lejes i rigtig, rigtig mange år, før det bliver 100.000 kr, og hvis der samtidig hermed er nogle private, som kan tjene lidt penge på det og løfte en samfundsmæssig opgave, så er det jo en win-win,” siger Jakob Ville(V). 

Universitetsparkeringen

Aftalen er dog ikke tænkt som en fremtidig løsning på de parkeringsproblemer, som mange studerende i Kolding har udtrykt utilfredshed omkring. Mange studerende mener ikke, at der er nok parkeringspladser tæt på universiteterne, hvorfor mange også har valgt at parkere ulovligt. I 2019 blev der uddelt 515 bøder foran SDU, et tal der kun lød på 212 i 2018.

”Hvis det er fordi, man ikke vil gå 5 minutter for at komme hen på skolen, så har jeg ikke ondt af dem, der får en bøde, ” siger Jakob Ville(V).

Dette mener Martin Reinberg Nielsen, studerende på SDU Kolding, dog ikke er problemet. 

”Jeg har tit skulle køre længe rundt for at finde en p-plads, hvilket i de værste tilfælde har taget op til 20 minutter. Derudover har jeg også oplevet, at medstuderende har fået p-bøder omkring campus, fordi der har været forvirring omkring, hvordan man registrerer sig og hvilke pladser der er SDU Koldings.”

En kritik, som Jakob Ville vil tage videre.

”Hvis det er fordi, der ikke er skiltet godt nok, så er det selvfølgelig noget, vi skal se, hvad vi kan gøre for at løse.”

I forbindelse med opbygningen af det nye Campus ved UC syd skulle det dog blive lettere for de studerende at finde parkeringspladser. Her vil der nemlig også blive opført et parkeringshus, der kommer til at tilbyde de manglende pladser.