Sidste års Colorfun-løb blev aflyst landet over grundet COVID-19, men i år håber arrangørerne på, det løber af stablen som planlagt. Hvis restriktionerne ikke tillader det, bliver farveløbet muligvis afviklet over to dage
Alexander Engstrøm Wøhlk
Det er uvist, om Colorfun overhovedet bliver tilladt at afholde d. 29. maj. Om deltagerne skal medbringe bevis på en negativ test indenfor 48 timer, et vaccinationspas eller bære mundbind under løbet vides ikke.
Til trods for uvisheden er støtten til arrangementet stadig høj. Af alle dem, der købte billetter til farveløbene sidste år, har over 90% valgt at beholde billetten.
Arrangørerne sigter efter at samle 1000 festglade deltagere i alle aldre ved løbet i Kolding, men deltagerantallet og omstændighederne justeres alt efter, hvilke restriktionerne der gælder til den tid.
”Vi bliver måske nødt til at afvikle løbet over to dage. Vi er i tæt dialog m. Kolding Kommune og Cityforeningen – men afventer udmeldinger om de formelle regler & restriktioner, når vi kommer tættere på start,” fortæller Rasmus Nielsen, medejer og adm. direktør i Colorfun ApS.
Før og under løbet kan deltagerne forvente samme festlige oplevelse som ved et farveløb, men som det ser ud lige nu, må de planlagte festligheder efter løbet komme til kort.
”Lige pt. er det selvfølgelig begrænset, hvad vi må forsamle af folk, men der bliver nok ikke en store efterfest, medmindre vi får lov af myndighederne”, siger Rasmus Nielsen, medarrangør af Colorfun-løbet.